Søndag den 29. januar 2012 kl. 15.00 koncert med Ensemble Nordlys

Ensemble Nordlys består af violin, cello og klaver, den klassiske klavertrio, plus klarinet, som var et af Mozarts yndlingsinstrumenter.  De fire musikere er: Viktor Wennesz , klarinet, diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.  Christine Pryn, violin, debuteret fra Det Fynske Musikkonservatoriums solistklasse.  Øystein Sonstad, cellist i bl.a. Oslo Strygekvartett, samt Kristoffer Hyldig pianist, debut fra solistklassen i København 2010.

De fire instrumenter tilsammen og i forskellige kombinationer åbner muligheder for et meget bredt repertoire, og Ensemble Nordlys programsætter musik fra barokken over wienerklassikken og romantikken til vor egen tid. Engagementet har altid været i højsædet i de 14 år, Ensemble Nordlys har beriget dansk og internationalt musikliv. De fire musikere har valgt at give kammermusikken første prioritet i deres musikalske karriere, hvilket giver dem mulighed for at gå i dybden med sammenspillet og tage på adskillige udlandsturneer hvert år. Siden den anmelderroste debut i 1997 har kvartetten optrådt i koncertsale og ved festivals i store dele af verden og regnes i dag som et af de mest etablerede danske kammerensembler.

I 2002 repræsenterede Ensemble Nordlys Danmark ved Den Internationale EU-Musikfestival i Warszawa, og i 2005 var kvartetten udnævnt til H.C. Andersen Ensemble. I den forbindelse gav de 50 koncerter i ind-og udland, bl.a. i Tyskland, England, Grækenland, Sverige, Irland, Israel, Vietnam og Bangladesh. Derudover har Ensemble Nordlys givet koncerter i Polen, Ukraine, Norge, Island, USA, Syrien, Baltikum mv.

En koncert med Nordlys ensemblet er varieret, overraskende og fascinerende for alle.

Se også ensemblets hjemmeside: www.ensemblenordlys.dk